Hvad er en andelsbolig?

Herunder kan du læse lidt om, hvad det vil sige at købe og bo en andelsboligforening.

Ønsker du at bo i AB Ørnesædet II, så kan du have gavn af at læse vores Velkomstfolder (PDF-fil nederst på siden).

I den er nogle af de regler beskrevet, vores generalforsamling har besluttet, skal være gældende hos os. De regler vil du også blive underlagt i tilfælde af, at du køber en bolig hos os.

AB Ørnesædet II
AB Ørnesædet II

”Men har jeg ikke købt en andelsbolig?”
Mange bruger betegnelsen ’at købe en andelsbolig’, men reelt køber man ikke noget, man får derimod overdraget en andel af foreningens formue mod betaling. Betalingen udgøres af et såkaldt indskud eller en andelsværdi. I forbindelse med overdragelsen får man samtidig brugsret til en specifik bolig i foreningen. Dette betyder også, at hvis du fx gerne vil bygge om i din bolig, skal du have bestyrelsens tilladelse.

Du har indflydelse på foreningens beslutninger – husk at møde op til generalforsamlingen!
Nøgleordet for andelsboligforeninger er beboerdemokrati. Andelshaverne vedtager i samråd foreningens vedtægter og husorden. Dette tager andelshaverne stilling til på generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes en gang om året. Som ny andelshaver i din andelsboligforening er generalforsamlingen din mulighed for at få indflydelse der, hvor du bor. Det er nemlig på generalforsamlingen, at beboerne i fællesskab stemmer ja eller nej til alt fra vedtægtsændringsforslag til renoveringsforslag. Dette betyder også, at man som andelshaver nogle gange skal leve med beslutninger om fx renoveringer, som man selv har stemt imod.

Bestyrelsen – hvad gør de?
Andelsboligforeningens bestyrelse bliver valgt på den årlige generalforsamling, og det er bestyrelsen, der varetager den daglige ledelse af foreningen. Det dækker fx over at holde overblikket over indtægter og udgifter ift. foreningens budget, sikre at de beslutninger, der bliver vedtaget på en generalforsamling, bliver ført ud i livet eller invitere til arbejdsdag. Hvis du gerne vil have indflydelse på foreningens daglige drift, kan du stille op til bestyrelsen på
generalforsamlingen.

Økonomi i en andelsboligforening – hvordan fungerer det?
I en andelsbolig betaler man ’boligafgift’, som dækker udgifter til den almindelige drift af foreningen, samt renteudgiften og afdragene på foreningens lån. Som andelshaver har du del i foreningens formue og hæfter for foreningens gæld, efter de regler, som er beskrevet i foreningens vedtægter. Andelshaverne godkender den professionelt udregnede boligafgift på den årlige generalforsamling. Hvert år bliver der udarbejdet et årsregnskab, som afspejler foreningens aktuelle økonomiske situation, og på generalforsamlingen fastsættes andelsværdien ud fra denne.

Det skal du vide, når du lige er flyttet ind!
Synlige mangler:
Husk at der skelnes mellem synlige og skjulte mangler. ABF anbefaler, at du får en fagmand til at gennemgå lejligheden for synlige mangler så hurtigt som muligt, da disse skal indberettes 14 dage efter overtagelsesdato. Husk at indberette synlige mangler til sælger, bestyrelsen og evt. administrator.
Skjulte mangler:
En skjult mangel er en mangel, som har været skjult ved gennemgangen af boligen. Ift. skjulte mangler skal disse som udgangspunkt indberettes inden for tre år, men husk at reagere med det samme, når du opdager en skjult mangel. Du skal indberette skjulte mangler til sælger, bestyrelsen og evt. administrator, så snart du opdager dem.